Artiklen handler om, at Socialdemokratiets hovedbestyrelse med Mette Frederiksen i spidsen planlægger at ophæve et 55 år gammelt forbud mod dobbeltmandater, som blev indført i 1969. Forbuddet blev oprindeligt indført for at forhindre, at folketingsmedlemmer også kunne være borgmestre, hvilket især var rettet mod den daværende socialdemokrat Erhard Jakobsen. Nu foreslår hovedbestyrelsen, at folketingsmedlemmer igen skal kunne stille op til kommunalvalg, dog uden at kunne besidde både en borgmesterpost og et folketingsmandat samtidig.
Formålet med at ophæve forbuddet er at modvirke den nedgang i vælgerstøtten, som Socialdemokratiet har oplevet, især i større byer som København, hvor partiet har mistet vælgere til andre partier som Enhedslisten. Forslaget møder dog modstand i dele af partiets bagland, hvor nogle lokalforeninger mener, at forbuddet bør bevares for at sikre politikernes fokus på deres vælgere og partimedlemmer.
Mogens Lykketoft, der var med til at indføre forbuddet i 1969, støtter forslaget om at lempe på forbuddet, men er enig i, at det stadig bør være forbudt at kombinere borgmester- og folketingsposter.
Fair skal være fair, så tror jeg hun har ret i at lokalpolitikere er mindre kendte nu om dage end de har været. Jeg tror at folk hørte meget mere om lokalpolitik og lokale nyheder end de gør nu om dage. Det har ligesom taget bagsædet og nu er det national politik og nationale eller ligefrem internationale nyheder der sidder foran.
Verden er blevet mindre. Medierne vil hellere køre en kæmpe historie om landsdækkende lovændringer eller nye love i EU. Folk læser medier der dækker hele landet og tit hele verden. Hvorfor skulle jeg følge med i en lokalavis? Så jeg kan høre om hvordan de er i gang med at renovere den lokale svømmehal? Det er jo ligegyldigt i forhold til de større nyheder.
Jeg synes dog ikke løsningen må være mere magtcentralisering. Det gør det da kun værre.
Jeg tror sagtens du kan have ret i, at lokalpolitikere ikke er ligeså kendte i dag. Men spørgsmålet er, i lige så høj grad, om kendisfaktor betyder noget. Jeg er måske ikke repræsentativ, men jeg stemmer ikke (nødvendigvis) kun på folk jeg har hørt. Tværtimod synes jeg ofte, at jo mere jeg ved om en politiker, desto mindre har jeg lyst til at stemme på dem.
Det tror jeg bestemt ikke er repræsentativt nej 😅. De kendte politikere er stemmeslugere så vidt jeg forstår.
Jeg gætter på at det er resultatet af kommunesammenlægningerne. Der var måske et større spring fra kommunalpolitik til amterne, end der er nu fra kommunerne til regionerne, men til gengæld er det sværere at få foden i døren i kommunerne. Det medfører sandsynligvis større krav til både professionalisme og tidsforbrug, og det skræmmer wannabe-politikere og løsgænger-idealister væk. Og ikke mindst er der markant større konkurrence om posterne i de etablerede partier.
Måske spiller fremdriftsreformen også ind, at de unge bliver presset gennem uddannelsessystemet. Lige så vel som der er færre frivillige i f.eks sportsklubber, som spejderledere og den slags, så er der heller ikke tid til at være fodsoldat i de politiske partier. Men det skulle jo efter sigende være [mere effektivt].
Det er gode pointer, jeg havde slet ikke tænkt på hvordan de reformer har påvirket det politiske landskab på den måde 🤔